Amotio - Fjernelse af visdomstænder

Visdomstænder er desværre ofte årsag til problemer.

Der kan optræde betændelse (pericoronitis eller dentitio difficilis) i forbindelse med at visdomstænderne bryder frem, og dette kan være særdeles smertefuldt. Ofte løses det ved at fjerne den pågældende tand samtidig med at der behandles med Penicillin eller et lignende antibiotikum.

Visdomstænderne kan også give probleme,r hvis de ligger forkert placeret i kæben, og presser mod eller har kontakt til tænderne foran. Det kan i nogle tilfælde forårsage skader på de andre tænder, eller på kæbeknoglen. Det kan også skabe en lokalt fordybet tandkødslomme, ikke ulig paradentose, på de tilstødende tænder. Hvis fordelene ved at fjerne forkert lejrede visdomstænder overstiger de risici, der er ved at fjerne dem, vil dette oftest være valget. En operativ fjernelse af en visdomstand kaldes ofte en amotio.

Visdomstænder fjernes også nogle gange hvis det vurderes der ikke er plads til dem i kæben, eventuelt i forbindelse med tandretning (orthodonti).

Ved større implantatbehandlinger, hvor der forinden er behov for knogleopbygning med tern eller blokke af patientens egen kæbeknogle, anvendes der ofte knogle fra visdomstandsregionen i undermunden. Dette kan i visse tilfælde kræve, at visdomstanden fjernes før eller under selve indgrebet.

Der kan i sjældne tilfælde også forekomme cyster eller tumorer i forbindelse med visdomstænder. I sådanne tilfælde vælges fjernelse meget ofte.

Visdomstænderne sidder i en del af kæben, hvor der er mange nerver og blodkar, og sidder selvfølgelig tæt på de andre tænder samt tungen og kinden. Hvis de skal fjernes, er det derfor vigtigt at få dette foretaget af en person som har megen erfaring med amotio. Både Hasse og Claus har fjernet utallige komplicerede visdomstænder i deres karriere, og modtager hyppige henvisninger fra andre klinikker af denne opgave. Implantatklinik København råder desuden over det nyeste inden for OTP-skanning, som anvendes hvis der er tvivl om, hvorvidt der er risiko for at beskadige nerver eller lignende, i forbindelse med fjernelse af en visdomstand.

Visdomstandsfjernelse foretages i dag smertefrit.